AI-forordningen – på engelsk EU AI Act – er EU's samlede lov om kunstig intelligens, som stiller krav til alle organisationer, der udvikler eller bruger AI på det europæiske marked.

Loven er risikobaseret: Jo større risiko et AI-system udgør for menneskers rettigheder, desto strengere er kravene. Det meste af hverdagens AI falder i de milde kategorier – men kravet om AI-kompetence hos medarbejderne har været gældende siden februar 2025, og hovedparten af loven gælder fra august 2026.

For kommunikationsfolk er to ting vigtigst: Medarbejdere, der bruger AI, skal være uddannet til det – og AI-genereret indhold skal i flere tilfælde kunne identificeres som kunstigt skabt.

I praksis

Bruger I AI-genererede billeder i en kampagne, skal de kunne identificeres som kunstigt skabte – og bruger afdelingen ChatGPT til udkast, skal I kunne dokumentere, at medarbejderne er klædt på til det.

Sådan forklarer du det for ledelsen

»AI-forordningen gælder også os, der bruger AI – vi skal kunne dokumentere, at medarbejderne er uddannet, og at AI-skabt indhold er mærket korrekt.«

Risikoklasser, tidslinje og ledelsens fem første skridt står i min guide til EU AI Act.