En AI-politik er organisationens fælles spilleregler for brug af kunstig intelligens: hvilke værktøjer der er godkendt, hvad de må bruges til, hvad der aldrig må deles, hvem der har ansvaret – og hvordan man er åben om AI's rolle i arbejdet.
De fleste AI-politikker fejler ikke på indholdet, men på formen: De skrives som compliance-dokumenter og læses aldrig. En politik, der virker, er kort, konkret og formuleret i arbejdssprog – og den bliver til i dialog med de mennesker, der skal leve efter den.
Politikken er samtidig et strategisk dokument i miniformat: Den afslører, hvad organisationen mener, AI er til for. Derfor bør den begynde med formålet – hvad vi vil opnå – før den går til begrænsningerne.
I praksis
En AI-politik, der kan stå på to sider, bliver læst: godkendte værktøjer, gyldne regler for data, krav om menneskelig godkendelse hvor det tæller, åbenhed om brugen – og ét sted at spørge, når man er i tvivl.
Sådan forklarer du det for ledelsen
»En AI-politik er ikke en begrænsning af arbejdet – den er en fælles aftale om, hvordan vi vil have det gjort.«
Spillereglerne lægges typisk fast på min AI-strategiworkshop – og forankres gennem adoptionsarbejdet.