Hver uge foreslår Claude nye opskrifter til familiens madplan. Jeg godkender eller retter. Derefter laver Claude indkøbslisten, og når jeg har godkendt den, lægger den varerne i kurven hos mit foretrukne online-supermarked.

Samme mønster styrer en stor del af min hverdag. Claude scanner min kalender og finder tid til at forberede undervisning og oplæg. Beskeder fra børnenes skoler og fritidsaktiviteter havner i familiekalenderen. Et dashboard viser, hvilke opgaver i min virksomhed der er leveret og klar til fakturering. Også tidsregistreringen er lagt over til Claude.

Jeg er blevet ansat i mange job som en, der kan skabe struktur. Jeg kan udtænke systemer, bygge avancerede Excel-ark og få kolleger med på nye arbejdsgange. Ordensmenneske er jeg bare ikke. Struktur har været en del af mit fag. Det har aldrig været mit temperament.

Den friktion, der dræner

Kunne jeg selv lave arbejdet? Selvfølgelig. Det dræner mig bare. Tidsregistrering og overblik over fakturering tærer på den mentale kapacitet, jeg helst vil bruge på udvikling og tænkearbejde.

Derfor har AI været en gave for mig. Det, jeg allerhelst vil slippe for, er at implementere efter faste mønstre og følge faste regler. Netop den slags opgaver løser AI godt, når nogen har defineret, hvordan en god proces ser ud.

Den friktion kan jeg sagtens undvære. Den gør hverken resultatet bedre eller mig dygtigere.

To slags friktion i arbejdet

Anden friktion vil jeg nødig af med. Når jeg designer et kursusprogram, skal jeg bruge min viden om organisationen, min forståelse af målgruppen og min erfaring med, hvordan tidligere kursister har reageret. Ellers kan jeg ikke tilpasse materialet til en ny kontekst. Den friktion er godt brugt tid. Den gør arbejdet bedre, og den gør mig dygtigere.

Tidsregistreringen gør ingen af delene. Den forsinker et godt resultat og tager af overskuddet.

Som jeg ser det, handler et godt arbejdsliv med AI om at skelne mellem de to former for friktion. Den skelnen er personlig. Det, der dræner én medarbejder, kan være nyttig friktion for en anden.

Jeg tror heller ikke på, at mennesker helst vil slippe for al modstand. Den unødvendige vil vi gerne af med. Den nyttige opsøger vi, fordi vi vokser af den. Motivationsforskningen bag den pointe har jeg skrevet om i artiklen Gør AI os dovne?.

Procesviden bliver en ressource

Hvad så med dem, der faktisk elsker struktur? Jeg tror, de bliver vigtigere. Mange opgaver på danske arbejdspladser kunne have gavn af mere struktur, end de har i dag.

De medarbejdere, der kan analysere og gennemskue arbejdsprocesser, vil der altid være brug for. Det gælder især dem, der ved, hvilke processer der gavner netop deres opgave. De ved gennem erfaring og uddannelse, hvordan et godt resultat og en god proces ser ud.

Den viden er det input, AI har brug for. AI kan derefter designe opsætningen og hjælpe med at håndhæve den. For ledelse i en AI-tid betyder det efter min vurdering, at medarbejdernes procesviden bliver en strategisk ressource.

Den rigtige friktion er personlig

Min egen regel er enkel. Tidsregistrering, fakturering og indkøbslister går til Claude. Kursusdesignet beholder jeg.

Tre spørgsmål at arbejde med i egen organisation:

  • Hvilke opgaver dræner jeres medarbejdere uden at gøre resultatet bedre?
  • Hvor ligger den friktion, der gør jeres fagfolk dygtigere – og hvordan beskytter I den?
  • Hvem hos jer ved bedst, hvordan en god proces ser ud, og bliver deres viden brugt, når AI sættes i spil?

Måske står vi i en historisk situation, hvor teknologien i højere grad end før lader os vælge den friktion, vi vokser af, og fravælge den, der blokerer.

Hvilken friktion der er den rigtige, ved kun den, der står i arbejdet.